David Rosado

(Danish below)

"Inflatable era"  


According to Deleuze, following NIETZCHE's steps, the return process implies a selection of differences,  which should be reduced to "differentiable", that is, elements that differentiate and identify the being. It is during this spiral movement process that the being thought, affirming and truth is realized. It is in this process that art becomes present, presence and "difference". Art does not replicate itself. He processes his legacy so that it can continually become in the present.

That said, excerpts of an image that intervene successively, from the presupposition of union and simplicity, are emphasized in the unprimed canvas, images of a rationality as a kind of pattern, interconnecting from screen to screen. Mathematical cutouts of images that abound in a universe of our growth as beings and that remain as scars on the skin.

Giving a homogeneous line of canvas, this work is clearly playful, for our vision, for our vision and for the gymnastics of an intellectual order to which visual transits and their recognitions oblige us. In this exhibition, the references of our past are intrinsic in the soul of each module presented, thus awakening an evaluation of citizen representation data along with the configuration of animated dolls or parietal gestures; and, on the other hand, the sliding of the image in terms of historical reference, limited in time, in the twentieth century, in stains of truth, insinuation and lie: the lie that gives us to see the real and therefore to make it effectively visible.

 

text by David Rosado 2020

"Oppustelig æra"

Ifølge Deleuze, som følger i NIETZSCHES fodspor, indbefatter det at vende tilbage en udvælgelse af sondringer, som bør reduceres til det ’differentierbare’, altså elementer, der skiller det værende ud og identificerer det. Det er under denne spiralformede proces, at tanken bag det værende, dets bekræftelse og sandhed bliver til virkelighed. Det er i denne proces, at kunst bliver tilstedeværende, nærværende og ’anderledes’. Kunst reproducerer ikke sig selv. Han bearbejder sin arv, så den atter og atter kan blive til i nuet.

 

Når det så er sagt; udklip af et billede, der bryder ind igen og igen ud fra antagelsen om forening og enkelthed, bliver fremhævet på det urørte lærred, billeder af en rationalitet som en slags mønster, der forbinder ramme med ramme. Matematiske udklip af billeder, som stammer fra en overflod af billeder i et univers af vores udvikling som skabninger, og som varer ved som ar på huden.

 

Idet værkerne giver en ensartet lærredslinje, er de tydeligt legesyge – legesyge omkring vores vision, omkring vores vision og omkring den intellektuelle ordens krumspring, som vi er forpligtede til gennem visuelle transaktioner og genkendelighed. I denne udstilling findes der referencer til vores fortid i hvert moduls inderste kerne, og de vækker på den måde en evaluering af borgerrepræsentationsdata side om side med en sammenstilling af animerede dukker og kropslige skallers gestik; og på den anden side glider billedet frem med sine historiske referencer begrænset i tid, i det 20. århundrede, i pletter af sandhed, antydninger og løgn: Løgnen, der giver os den gave at kunne se det ægte, og dermed bevirker, at det ægte bliver synligt.

(oversat tekst) 

121666129_652035455702235_57406956804772