Babylôn-serien viderefører min igangværende undersøgelse af menneskets visuelle og materielle selvrepræsentation. Hvor Lascaux- og Chauvet-serierne tog udgangspunkt i menneskehedens tidligste billedskabelse og begyndelsen på visuel bevidsthed, markerer Babylôn et skift. Her bevæger fokus sig fra oprindelse til forfald, fra skabelsen af symboler til tabet af menneskelighed gennem komplekse og overudviklede systemer. Med afsæt i den bibelske fortælling fungerer Babylôn både som historisk reference og som metafor for civilisationer, der forveksler teknologisk kontrol med varighed. Materialerne spiller en central rolle i denne undersøgelse. Industrielle plasttyper, reflekterende og syntetiske overflader samt højteknologiske processer spejler de infrastrukturer, der former vores samtid. Materialerne optræder som fremtidige relikvier; rester af kulturer, der måske ikke længere eksisterer. Det, der engang var livsbærende systemer, bliver her skrøbelige, kolde og potentielt døde strukturer. Stuxnet repræsenterer et nutidigt brud. Angrebet viste, hvordan usynlig kode kan trænge ind i den fysiske verden og lamme essentielle systemer. Samtidig afslørede det en global sårbarhed: at hele samfund i princippet kan slukkes. Det markerer et vendepunkt, hvor menneskets teknologiske redskaber har overhalet evnen til at kontrollere deres konsekvenser.

Stuxnet Babylôn er ikke en dommedagsvision, men en refleksion. Udstillingen stiller spørgsmål ved, hvad det vil sige at opbygge civilisationer, der i stigende grad placerer hukommelse, magt og ansvar i systemer, vi knap nok kan overskue, men er fuldstændig afhængige af. Værkerne befinder sig i et mellemrum; et sted mellem hulemalerier og server rum, hvor menneskets første forsøg på mening møder risikoen for selvudslettelse.